Historien om skabelse af beskatning i verden

Skatter er den største garanti for henholdsvis statens eksistens, at skatteshistorien er direkte relateret til historien om staternes eksistens. Det er sandt, at det er nødvendigt at skelne sådanne fænomener som hyldest og afgifter fra beskatning - de to første dukkede op allerede før stater og mere ofte betød rekvisition i natur - mad, varer og endda mennesker. Hyldest blev pålagt individuelle folk, landsbyer eller stammer. De besejrede folk hyldede vasalerne efter nederlaget i krigen, faktisk udviklede den afrikanske slavehandel også på grundlag af hyldest - stærke afrikanske stater solgte fjender til slaveri til europæere.

Skattesystemet begyndte kun at udvikle sig med fremkomsten af ​​penge. Det universelle ækvivalent har i høj grad forenklet afpresning - indsamlede penge, og du kan bortskaffe dem efter behov. De første skatter blev primært indsamlet til vedligeholdelse af staten og dets militære system. Sovereigns fra disse tider tænkte ikke rigtig på liberaliseringen af ​​skattesystemet, og på grund af dette brød populære optøjer ofte ud.

Men stadig fortsatte samfundet med at betale skat og hylde staten støt. I nogle tilfælde på grund af situationens håbløshed. I andre tilfælde betalte taknemmelige beboere herskeren for at holde dem i sikkerhed.

Oprindelsen af ​​beskatning

Før fremkomsten af ​​de første statsorganisationer blev der kun betalt skatter af de lavere lag af samfundet - kunsthåndværkere, købmænd og bønder. Det var deres skatter, der blev brugt på at levere statssystemet og udfylde hæren.

De første skatter var skat på grundlæggende værdier: jord, husdyr, arbejdstagere. En anden kilde til skatteindtægter, skatten på det overvundne, er mere tilbøjelige til at blive klassificeret som statsvirksomhed, hvis erobring betragtes som et projekt med sine egne omkostninger (tropper) og indkomst (engangsafgift på den overvundne og konstante hyldest eller skatter).

Ofretninger omtales undertiden som de første skatter. Alle disse skatter var direkte, det vil sige, de blev opkrævet direkte på personer, der modtager indkomst, gennemførte transaktioner og egne ejendom. Disse skatter blev opkrævet henholdsvis af de sekulære og åndelige myndigheder.

De frie indbyggere i det antikke Grækenland betalte overhovedet ikke skat, hvilket begrænsede sig til frivillige donationer, men i krigsperioden blev der indført skatteafgifter for hele befolkningen. Det romerske system arbejdede på en lignende måde - skatter blev kun pålagt i krigstid, men i betragtning af hyppigheden af ​​romerske sejrrige krige kan man forestille sig, hvor ofte dette skete. Indbyggerne i de erobrede provinser blev udsat for alle former for skatter uden at mislykkes for endnu en gang at demonstrere deres underordnede position.

Det moderne skattesystem arver stort set det romerske. Så det var i dagene med det gamle Rom, at sådanne begreber som direkte skatter dukkede op, svingende afhængigt af skatteydernes indkomst; Indirekte skatter inkluderet i prisen på varer, herunder punktafgift, og sådanne koncepter som finanspolitiske licenser, som har tilpasset sig nye forhold i de forgangne ​​århundreder. Lad os nu se nærmere på.

Gamle skattealder

Mastering af digital finansiering: En omfattende guide

Styrke din økonomiske fremtid: Grib din kopi af 'Mastering Digital Finance' e -bog, og navigerer kompleksiteten i moderne økonomiske landskaber med selvtillid!

Få din e -bog

I det gamle Egypten var den vigtigste indkomst betaling for brugen af ​​jord, der ejes af statsoverhovedet. I det gamle Grækenland var indkomstskatten den vigtigste, men de frie borgere i byerne betalte den ikke. I stedet var borgerne frivillige donationer, og kun i nødsituationer (krig) var en fast procentdel af indkomst indsamlet fra dem.

Der var praktisk talt ingen skatter i det gamle Rom. Så længe Rom forblev en bystat, blev offentlige udgifter dækket af leasing af offentlige lande. Statapparatet støttede sig selv. De valgte magistrater, der blev valgt, udførte ikke kun deres pligter gratis, men bidrog også med deres egne midler til offentlige behov på frivillig basis, i betragtning af at det var ærlige. I nødsager (krig) blev borgerne i Rom beskattet på deres ejendom; For dette forelagde hvert femte år de valgte embedsmænd en erklæring om deres ejendom og ægteskabelig status, på grundlag af hvilken skattebeløbet (kvalifikation) blev bestemt.

I det romerske imperium var den vigtigste indkomstskilde jordafgiften i størrelsen på 10% af indkomsten fra plottet. Andre former for jordbeskatning blev anvendt, såsom en skat på antallet af frugttræer, inklusive vinstokke. Produktionsmidler blev beskattet: fast ejendom, husdyr, værdigenstande. Hver indbygger i provinsen måtte betale en enkelt meningsskat for alle. Der var også indirekte skatter (overført til købere af varer): en omsætningsafgift - 1%, en særlig omsætningsafgift på handelen med slaver - 4%, en skat på frigivelsen af ​​slaver - 5%af deres værdi. I 6 e.Kr. kejseren indførte Augustus en arveskat med en sats på 5%. Kun borgere i Rom var underlagt arvsskat. Skatten var målrettet. De modtagne midler blev brugt til at give pensioner til professionelle soldater.

Ultimativt

Skat er indførelsen af ​​obligatoriske afgifter på enkeltpersoner eller enheder af regeringer i næsten ethvert land i verden. Beskatning bruges primært til at hæve indtægterne til offentlige udgifter, skønt det også kan tjene andre formål.

Skatteshistorien stammer tilbage til gamle tider, før pengeudkomsten. Og det udviklede sig hurtigt parallelt med udviklingen af ​​statssystemet. Dette er et integreret element for statens eksistens. Skatteprocessen fortsætter i dag.